Arkiver

NyhederSustainable Tech

Danske investorer satser på bæredygtige virksomheder

Bæredygtige virksomheder har vist sig som attraktive investeringsmuligheder for de danske investorer. I særdeleshed er der tale om virksomheder, der er en del af den voksende deleøkonomiske bølge, som skyller over landet.

Senest i rækken er Bringrs, som er en platform for personer, der skal have sendt noget, der ikke umiddelbart kan passe i en normal kuvert. Man opretter en opgave på Bringrs.com, og så kan folk, der skal rejse med bus, tog, bil eller cykel tage tingene med og få dækket dele af deres udgifter eller ligefrem tjene penge på rejsen.

Opdaget af gazelle-investorer

Ideen blev opdaget af to garvede iværksættere, som skød over 1 mio. ind i virksomheden. Investeringen, som danner det økonomiske fundament for konceptet, har skabt rum for både udvikling, programmering og design. Investorerne er Jesper Søgaard og Christian Dam Rasmussen, der er grundlæggerne af virksomheden, Better Collective, som har været udnævnt som Gazelle-virksomhed tre år i træk. De tror begge fuldt ud på idéen, og selvom de ikke er direkte involveret i driften af Bringrs, er de med på råd og vejledning for det unge team.

Jesper Søgaard er ikke i tvivl om, hvorfor han har investeret: “Bag Bringrs ligger der er en stærk vision, et godt hold, og potentialet er enormt. Ud over konceptet, som jeg grundlæggende godt kan lide og kan se mig selv benytte, så ligger der også enorme muligheder for skalering, forretningsmæssigt såvel som geografisk”.


Bæredygtighed som mere end CSR

Bringrs stiftere, Daniel Nyvang, Rune Hugo N. Pedersen og Mads Emil Dalsgaard har gjort sig mange tanker om potentialet i grønne virksomheder. Bringrs udnytter en i forvejen eksisterende ressource i form af mennesker, som alligevel skal rejse over kortere eller længere strækninger. På den måde scorer virksomheden point på både den økonomiske, sociale og miljømæssige bundlinje.

“Vi siger ikke, at vi kan redde jorden eller stoppe global opvarmning, men ud over de åbenlyse økonomiske fordele ved at sende ting med folk, der alligevel skal den vej, er der jo også en klar CO2-besparende effekt ved at sende ting på den her måde”, udtaler Daniel Nyvang, hovedarkitekten bag projektet.

Danskernes tillid danner grobund

Stifterne har testet virksomhedens potentiale og har allerede hjulpet danskerne med at transportere ting og sager på kryds og tværs af landet. –Og danskerne tager deleøkonomien til sig med åbne arme, på samme måde som vi har set med blandt andre MinBilDinBil, GoMore og Dinner Surfer som Trendsonline.dk tidligere har skrevet om.

Danskerne har ikke de store problemer med at overlade deres ejendele til andre, og derfor blomstrer denne type virksomhed for øjeblikket op inden for mange forskellige brancher og nu også forsendelse. Platformen bliver lanceret i denne uge, og i midten af april kan du finde apps på både App Store og Android Market.