Arkiver

BusinessNyheder

Famly er en bragende brugersucces

Famlys sociale intranet for børnehaver har vist sig at være særlig populært hos brugerne. Startuppets seneste statistikker viser, at 60 pct. procent af deres kunder bruger appen hver dag, på trods af at startuppet kun har været i luften siden februar. Af Tina Søndergaard.

I gennemsnit åbner hele 60% af brugerne Famlys app hver eneste dag, og ser man statistikken på ugebasis, er tallet helt oppe på 85 pct. Den imponerende statistik giver nyt liv til startuppet, som ellers løb panden mod en mur, da de førsøgte sig med offentlige udbudsrunder.

“Vi har indset, at Famly ikke skal konkurrere i de offentlige udbudsrunder. Derfor satser vi nu udelukkende på private institutioner, som der heldigvis også er mange af i Danmark, og i udlandet,” fortæller Anders Laustsen, CEO og medstifter af Famly.

Læs også: “Socialt intranet” begejstrer forældre og pædagoger

Platformen sparer institutionerne for op mod 200.000 kr.

Stine Kjær Hagedorn, Souschef i Børnehuset Planeten på Frederiksberg, som var en af de første institutioner, der tog Famly til sig, er meget begejstret over det nye værktøj. Hun skyder på at institutionen sparer en fuld vikarstilling på at bruge Famly, fordi den giver ledelsen mulighed for at se, hvor mange børn der vil være en given dag, og hvornår de bliver hentet.

Famlys egne beregninger viser, at institutionerne kan spare over 200.000 kr. om året på blandt andet vikartimer, vedligehold af hjemmesider og tidsbesparelser ved at bruge appen.

Et godt redskab til inklusion

Udover de økonomiske fordele har det også vist sig, at Famlys sociale fokus har en uventet bonuseffekt for institutionerne.

“Vi når meget længere ud nu især til familier med flere sprog, fordi vores dokumentation ikke længere primært er en masse skriftlige beskrivelser men er øjebliksbilleder af børnenes hverdag. Det har vist sig, at have rigtig positiv effekt i hele forståelsen af hvad det vil sige at være barn i en daginstitution i Danmark og hvordan dagen forløber,” forklarer Stine Kjær Hagedorn.

I det hele taget har Stine Kjær Hagedorn kun positive oplevelser med appen.

“Famly er ukompliceret og lettilgængeligt med lækkert og overskueligt design. Og så har vi oplevet et rigtig højt serviceniveau med effektiv og forståelig vejledning samme dag vi har henvendt os hos Famly-teamet med afklaringsspørgsmål,” fortæller hun.

Læs også: Nemmere vej til succes for dansk velfærdsteknologi på vej

Ny feature bliver daginstitutionernes Wikipedia

andersNu har teamet så lanceret en helt ny feature under Famly-navnet. Det er en side,  som hjælper nybagte forældre med at finde den helt rigtige institution til deres barn. Ved at søge på sin kommune kan man finde alle institutioner og klikke sig igennem forskellige kriterier som f.eks. åbnings- og lukketid, madordning, skovbørnehaver osv.

“Brugerne uploader selv oplysninger om institutioner de kender, ligesom man gør på Wikipedia. Hen ad vejen forestiller vi os at institutionerne kan tage ejerskab, så de selv opdaterer deres oplysninger,” forklarer Anders Laustsen.

Famly bliver brugt i hele verden

Selvom virksomheden indtil videre kun er lanceret i Danmark, så er app’en allerede et globalt fænomen. Brugerne er nemlig så vilde med app’en, at den kommer med på forretningsrejser og ferier. Det resulterer i, at app’en er blevet åbnet over det meste af verden fra Beijing over De Kanariske Øer til New York og San Francisco.

“Der er da sjovt for os at se vores app blive brugt over hele verden. Det siger os jo, at folk gerne vil følge med i, hvad der sker i børnenes verden, også selvom de ikke lige kan være til stede fysisk. I virkeligheden siger det noget om måden, vi er forældre på i dag,” siger Anders Laustsen.

De mange rejser, som Famly-appen er med på, har da også inspireret teamet til at kigge til udlandet. Tidligere på året deltog Famly i SCALEit i San Francisco, som åbnede deres øjne for virksomhedens potentiale i udlandet. De fik kontakt med en børnehave i San Francisco, som skal starte op med Famly platformen inden for de næste par måneder.