Arkiver

BusinessNyheder

Rainmaking Loft vil være det største

Der har været meget røre i det danske startupmiljø det seneste år med investeringer, større events og nye kontorfællesskaber fokuseret udelukkende på digitale iværksættere. Nu annoncerer Rainmaking, at de åbner det største co-working space i København; Rainmaking Loft i marts. Af Pia Ella Elmegård.

Rainmaking er en startupfabrik, der har været medstiftere på digitale iværksættervirksomheder de sidste 7 år, blandt andre Frokost.dk, BetterNow, VentureScout og senest TheFashion, som kunne fejre en investering på 10 mio. kr. i sidste uge.

”Vi har lejet et stort gammelt pakhus på Holmen på over 3.000 m2 og er i fuld gang med at renovere og indrette det til 350 personer, som kommer til at være fordelt på 50-75 startups,” fortæller Martin Bjergegaard, Partner i Rainmaking.

Læs også: Modeplatformen TheFashion.com rejser 10 millioner kroner i venturekapital

Unik synergi mellem London, Berlin og København

Rainmaking er startet i Danmark, men konceptet Rainmaking Loft startede i London først og siden Berlin.

”I dag har vi omkring 200 personer siddende hvert af de steder. Og vi vil skabe synergi mellem de tre Lofts, – fx ved at man som lejer har fri adgang til alle stederne og ved at bringe VCs fra London til København for at møde vores beboere,” forklarer Martin Bjergegaard.

For at skabe netop den positive synergi, som man oplever i kontorfællesskaber, der har defineret en fællesnævner for sine beboere, skal alle husets iværksættere passe ind under den samme – brede – hat; skalérbar tech og et team på 2-10 personer.

Og så har de tilføjet et tredje punkt, som kunne være en selvfølge, men, som Rainmaking Loft i ren Martin Bjergegaard ånd, vælger at fokusere meget aktivt på.

”Vi har 3 kriterier: a) det skal være skalérbare tech startups, b) huset er for teams på 2-10 personer, c) vi vil kun have flinke mennesker omkring os,” fortæller Martin Bjergegaard og erkender, at det er subjektive kriterier, som de vil gøre deres bedste for at håndhæve til alles bedste.

RainmakingLoft2

Til spørgsmålet om hvorfor Rainmaking vælger at løfte projektet til nye højder herhjemme, handler det om at følge strømmen og om at have det sjovt.

”Kan man forestille sig noget der er sjovere? Vi kom lidt tilfældigt ind i det i London, fordi vi selv manglede et bedre sted at arbejde. Og så greb successen om sig. Vi udvidede i London og lavede et tilsvarende sted i Berlin, og nu er der venteliste begge steder,” fortæller en stolt Martin Bjergegaard og fortsætter:

”Nu har vi lyst til at tage eksperimentet til det næste niveau her i vores hjemby.”

Og de søger lige nu en Managing Director – se opslaget her.

Det praktiske: Hvem og hvor meget?

I København koster det 1.950 kr. per person om måneden, hvis man vil have en fast plads og adgang til alt. Hertil kommer den mad man vælger at købe og selvfølgelig moms. Men man kan også vælge en flex plads for 1.450 kr., – hvor man simpelthen bare finder en ledig plads, når man kommer ind, et koncept som både Rocket Labs og soc. i Startup Village tilbyder.

Dertil har Rainmaking Loft også et tilbud rettet dem, der endnu ikke har opsagt deres nine-to-five job.

”For 950 kr. får man en flex-plads, som man kan bruge uden for peak hours, som vi siger er 9-17 mandag-fredag. Det er tiltænkt folk, som har et fast job, men er i gang med at starte op for sig selv,” forklarer Martin Bjergegaard, der gerne vil kunne invitere alle iværksættere inden for – uanset hvor langt i opstartsfasen, man er nået.

Hvis I er et større team, findes der også en håndfuld rum med plads til op til 10 personer, som koster 10.000 om måneden.

Selv om det vigtigste er fællesskabet, videndelingen, energien og netværket.

Der er gratis adgang for alle beboere til at bruge vores event space med plads til 300 personer. De bedste fysiske rammer man kan forestille sig, med græs og kanaler lige udenfor døren. Nem adgang til sund og lækker frokost. Masser af mødelokaler og Skype Pods. Dejlige lounge områder. Stort ”legerum” med bordtennis, bordfodbold etc. Mulighed for at overnatte eller tage en lur i løbet af dagen. Café på stueplan. Og selvfølgelig superhurtigt internet.

”Men igen; det vigtigste er alle de spændende mennesker som vores beboere kommer til at møde, det kommer til at booste deres forretning,” siger Martin Bjergegaard.

Hvorfor skal det være ”det største”?

I løbet af det sidste år er der både født et Rocket Labs i Nordvest, et soc. på Islands brygge, KPG – Kontoret På Gammeltorv, DARE2mansion på Nørrebro, Founders House er flyttet til Njalsgade og har samlet en hel by, som de kalder Startup Village CPH, og i de tidligere lokaler hvor Founders House tidligere lå på Gothersgade, er kontoret nu omdøbt til G8, hvor Founders sidder og også tilbyder pladser.

Udfylder Rainmaking Loft et hul i markedet? Hvor mange startups er der overhovedet i København? Vi spurgte Martin Bjergegaard, hvorfor de i stedet for at lave det sjoveste, vildeste eller grønneste, går efter at lave det største kontorfællesskab.

”Det er mange gode co-working spaces i forvejen, også i København. Markedet er nu så modent, at enten skal man gøre sig rigtig umage, eller også skal man helt lade være. Vi kunne ikke lade være,” slutter Martin Bjergegaard.

Hvad Rainmaking Loft får af stemning, kultur og hvilke iværksættere det vil tiltrække, finder vi ud af, når de åbner dørene til kontorfællesskabet med flest kvadratmeter den 1. marts 2015.