I December blev Rasmus Madsen fra Spangsbjerg IF spottet af en talentspejder på det sociale fodboldnetværk Tonsser. En måned senere debuterede han for Superligaklubben Esbjerg fBs U19-ligahold og scorede et hattrick. Af Tina Søndergaard
Tonsser er et socialt netværk, som gør det muligt for fodboldspillere at gemme kamppræstationer og dele dem omverdenen. . Platformen giver blandt andet indsigt i din egen fodboldkarriere. Som spiller kan du følge din udvikling, opdatere personlige statistikker fra kamp til kamp, sammenligne dig med holdkammerater og modstandere og ikke mindst blive anerkendt som fodboldspiller.
Nu er Tonsser også blevet stedet, hvor fodboldspillere bliver opdaget af klubber og talentspejdere.
Læs også: Tonsser – ny digital fodboldplatform
Fra gymnasieelev til professionel fodboldspiller
I efteråret var Rasmus Madsen en helt almindelige fodbolddreng. Til daglig gik han på Rybners Gymnasium i Esbjerg og spillede på det lokale U19 mesterrække-hold i Spangsbjerg IF. Her bombede han på stribe og var med til at sparke holdet op i 2. Division med hele 19 kasser. Mesterrækken er det 4. bedste niveau i Danmark, så en professionel karriere lå ikke lige i kortene for den unge sønderjyde. Men det kan der måske blive lavet om på nu.
I december tikkede der nemlig en besked ind i indbakken på Rasmus Madsens private Facebookside. Beskeden var fra en dansk talentspejder, som ønsker at være anonym. Han havde fået øje på Rasmus Madsen på Tonsser og ville høre, om han kunne være interesseret i at prøve talentet af på højere niveau.
”Jeg skrev til Rasmus Madsen, da han spiller i en lokal klub, hvor han har scoret ca. 40 mål i kalenderåret 2014. Rasmus har det målscorergen, som er så svært at lære,” fortæller talentspejderen og fortsætter:
”Jeg blev inviteret hjem til Rasmus Madsen og hans forældre. Han spurgte, om jeg kunne være behjælpelig med at komme i kontakt med Esbjerg fB, da han også gerne selv ville testes på højeste niveau, hvilket han bliver i EfB.”
Den 6. januar havde Rasmus Madsen sin første træning med Esbjerg fBs ligahold og tre uger senere greb han chancen og scorede hattrick i sin debut.
Læs også: Tonsser skaber community med Academy
Talentspejder håber på flere lignende historier
Den danske talentspejder forudser mange lignende historier i fremtiden i takt med, at Tonsser bliver mere udbredt:
”Generelt kan man sige, at Tonsser kan tilbyde noget åbenhed omkring fodboldtalenter i Danmark – både for agenter, scouts og fodboldklubber, hvilket vi har brug for, da man oftest skal bruge sit interne netværk til at finde spillere. Nu kan man lige pludselig finde eksternt materiale på en nem måde og i en samlet database,” fortæller talentspejderen som til daglig repræsenterer mange kendte navne.
Simon Hjære, som er medstifter af Tonsser, håber ligeledes, at historien om Rasmus Madsen kan motivere endnu flere fodboldspillere til at arbejde hårderepå træningsbanerne og til kamp, for at opnå deres potentiale og se hvor langt talentet rækker.
”Det er præcis historier som denne, der gjorde, at vi startede Tonsser. Der er alt for mange dygtige fodboldspillere, hvis talent går tabt, fordi de mangler det rette udstillingsvindue. Forhåbentlig kan Tonsser i fremtiden hjælpe endnu flere fodboldspillere med at prøve kræfter på højere niveau og nå deres drømme.”
Læs også: Social fodboldplatform Tonsser modtager allerede anden investering
2 kommentarer