Arkiver

EventsFintechNyheder

Penneo vinder Best Startup på Accelerace Investor Day

Penneo, den dansk udviklede online signaturløsning, pitchede i sidste uge ved Accelerace Investor Day og blev udvalgt som Best Startup, som flest investorer havde lyst til at investere i.

Teamet bag Penneo, der til dagligt er baseret i Aalborg og København, har udviklet en elektronisk signaturløsning, der gør det hurtigt og nemt at underskrive dokumenter online ved hjælp af NemID – noget det offentlige ville have været betydeligt længere tid om at udvikle. Penneo eliminerer behovet for udskrivning og scanning eller underskrevne dokumenter via mail og har fundet et hul i et mere og mere digitalt marked, hvor kuglepennen for længst blevet håbløst forældet.

Internationalisering i gang

I marts kunne Trendsonline.dk fortælle, at Penneo havde modtaget en ny investering fra SEED Capital. I sidste uge  vandt virksomheden prisen for bedste startup på Accelerace Investor Day. Det tegner lovende for det godt to-årige danske startup, som er klar til at indtage nye markeder og i fremtiden tilbyde europæerne at skrive under med en danskudviklet metode – pt. er de ved at lave deres første kundebase i Sverige.

”Penneo.com er en slags notarservice. Kort sagt kan vi sørge for, at du kan få underskrevet et dokument hos din modpart hurtigt og effektivt – og vi har den fordel, at vi kender identiteten af underskriveren, fordi systemet anvender NemID til legitimering,” fortæller partner Jakob Neua Nørgaard og fortsætter:

”Systemet fungerer ved, at du tager en pdf, uploader den i Penneo, indtaster modtagerens e-mail. Modtageren får en e-mail, klikker sig ind og læser dokumentet og kan derefter underskrive med sin nemid – hurtigt og effektivt.”

Best Startup på Accelerace Investor Day

IT-og iværksættervirksomheden vandt i sidste uge prisen for bedste startup Accelerace Investor Day ud af i alt 18 startups. Årsagen til, at netop Penneo vandt, er ifølge Jakob Neua Nørgaard nem at forklare:

”Vil du som virksomhed gerne sikre, at din proces med at indsamle underskrifter bliver digital og på samme tid spare penge? Slut med indscannede kopier og postvæsenet. Brug Penneo, vi giver dig digital underskrift og en sagsbehandlingsproces, som speedes op mange gange,” siger han og tilføjer:

“Hvem har lyst til at sige nej til det?”

Til Investor Day var der øjensynligt heller ingen, der havde lyst til at sige nej. Vinderen blev udvalgt af publikum via en online afstemning, og her stemte flertallet “ja” til Penneos løsning. Penneo sætter stor pris på den anerkendelse og opmærksomhed, som vinderpræmien til Investor Day har givet dem, men tænker samtidig frem mod muligheden for en runde mere:

“Vi er på nuværende tidspunkt rigtig glade for den vækst, vi kan vise, og at vinde Investor Day er naturligvis et stort skulderklap til hele teamet, produktet og det arbejde, vi laver hver eneste dag. Det går rigtig godt hos Penneo, men jeg kan ikke udelukke, at vi vil kigge efter en runde mere, hvis vi får brug for at få mere fart på i Sverige, hvor vi p.t. er ved at lave den første kundecase,” siger Jakob Neua Nørgaard, der til daglig sidder i Penneos kontor i Nørresundby i Nordjylland.

Bedste case på det globale marked 

I dag ser Penneo på Danmark, Sverige, Norge og Finland. Der udover åbner England også et nationalt baseret system inden for de næste par måneder. Penneo vil gerne rulle ud på resten af markederne, men for Jakob Neau Nørgaard er det vigtigt, at de skal have den bedst mulige case i Norden, inden de “trykker gaspedalen helt i bund”, udtaler han til Trendsonline.dk:

“Penneo er trods alt et produkt, som navigerer i konkurrence med rigtig store virksomheder i et spind af politik, tårnhøje sikkerhedskrav og et helt nyt marked – men vi tror på, at vi som en lille agil virksomhed kan omstille, tilpasse og levere kundedrevet innovativ software langt hurtigere og bedre end giganterne inden for området.”

Iværksættervirksomheden har inden for de sidste par måneder indgået rigtig gode partnerskaber med forhandlere, som de forventer at kunne vinde store markedsandele med inden for de vertikaler, de p.t. arbejder i – nemlig revision, advokatvirksomhed og ejendomsadministration.

”Vores signeringsløsning er blevet brugt tusindvis af gange, og derfor ved vi, at den virker, er skalerbar og klar til nye markeder. Med pengene fra SEED Capital i ryggen og med titlen fra Investor Day kan vi nu fokusere på at indtage Sverige,” siger Mikkel Clausen, der er partner i Penneo.

Forretning, team, resultater, vækst- og konkurrencepotentiale

Forud for Investor Day havde de 18 startups afsluttet et fem måneders Accelerace Business Accelerator Program, som giver værdifuld læring fra lejre og arrangementer og vejledning fra erfarne erhvervsfolk acceleratorer og konsulenter. De 18 deltagere var blevet specielt udvalgt til at pitche på Accelerace Investor Day til de danske investorer.

På dagen blev der også uddelt to præmier for bedste præsentation til Coinify og Magick – Magick som desuden også gik videre fra IBM Entrepreneur Day til IBM’s nordiske SmartCamp.

De 18 startups blev bedømt på en række forskellige kriterier, herunder deres forretningsmuligheder, team, seneste resultater, vækstpotentiale og konkurrencemæssige fordele.

-accelerace

Udover Penneo, Coinify og Magick deltog følgende startups: Hello World Mobile, som også gik videre fra IBM Entrepreneur Day til IBM’s nordiske SmartCamp, Lendino, Advance Cleantech, Innogie, iPosen.dk, KAPPO!, Make-it-Move, Navidest Solutions, Shevana, SiteRex, Teleskin, Yaneeda, DecoSlide, Norlase og Plastisens. Alt i alt mødte ca. 175 op til Accelerace Investor Day, hvilket er det højeste antal deltagere nogensinde.