Den danske iværksættervirksomhed Cylindo har skabt et digitalt indretningssoftware, og nu har teamet modtaget en millioninvestering fra de amerikanske venturefonde Voivoda Ventures, Commerce VC, den danske Tradeshift CCO Christian Hjort, og en række internationale business angels.
Cylindo blev startet i 2009 af to tidligere studiekammerater, Lasse Krügermeier og Janus Jagd, der sammen skrev speciale indenfor spiludvikling. Netop den opsamlede viden fra studietiden på IT Universitetet, har været central for, at teamet i dag kan tilbyde møbelbranchen et digitalt skub med deres nyskabende indretningssoftware.
Gennem Cylindo’s indretningssoftware hjælper de i dag møbelbranchen med visuelle søgemuligheder på deres hjemmeside. Forbrugerne kan virtuelt gå ind for at se, hvordan møblerne ville se ud i deres egen lejlighed eller hus, og på den måde skræddersy deres indkøb til deres specifikke behov.
En forøgelse på 41 % til møbelkæden
Cylindo’s indretningssoftware har hurtigt kunnet påvise overfor møbelforhandlerne, at en investering i denne digitalisering bærer frugt, for med Cylindos softwareløsning har de enkelte møbelkæder øget deres konvertering med 41 % i forhold til deres tidligere salg gennem møbelkædernes hjemmesider.
Læs mere om Cylindo’s 330 mia. dollars store møbelindustrimarked.
Hele Bolias online butik er koblet direkte på deres “Room Planner” fra Cylindo, hvilket gør at når Bolias kunde har bygget sin stue, kan alle produkterne hurtigt tilføjes til kurven på bolia.com og et køb kan foretages. Søren Skjelbo fra Bolia uddyber.
“Bolia vil og er first-movers, og derfor gav Room Planner, da det først blev lanceret, god værdi. Ingen havde noget i denne klasse. Nu bliver Room Planner brugt både af kunden når han/hun drømmer hjemme i privaten, når et køb modnes. Desuden bruger vores butikspersonale programmet som en del af at visualisere kundens potentiel nye stue”, udtaler Webmanager fra Bolia.com, Søren Skjelbo.
Et digitalt angreb på møbelbranchen
Danske Cylindo er allerede i gang med at angribe den globale møbelindustri med deres innovativ softwareløsning. Ifølge medstifter Janus Jagd er det en 330 milliarder dollars industri der trænger til fornyelse og det mener Cylindo de kommer med.
“Vi går aggressivt efter at dominere det amerikanske marked, og det går super godt med at få nye kunder blandt de største møbelforhandlere i USA. Vi vil gerne være tættere på vores kunder derovre, og er ved at bygge en salgsafdeling op, som kan styrke vores position på netop det amerikanske marked,” udtaler medstifter Janus Jagd til Trendsonline.dk.
Læs interview med Cylindo der deltog i Accelerace vækstforløbet sidste år.
Den danske iværksætter Christian Hjort, som er CCO i Tradeshift, der fik en massiv investering på 400 millioner tidligere i år, viser stor opbakning til Cylindo’s muligheder for at forandre møbelbranchen på et globalt niveau.
“Cylindo har et solidt team og nogle super stærke produkter, som løser nogle helt basale udfordringer for en stor industri, der kæmper for at komme ind i den digitale tidsalder. Det har allerede god vækst blandt nogle af de største møbelvirksomheder i Norden og i USA, og deres markedsstrategi kan nemt skaleres til små og mellemstore virksomheder. Så Cylindo teamet står med gode kort på hånden for at vokse forretningen til +100 millioner dollars i omsætning i løbet af de næste tre til fire år,” siger Christian Hjort til Trendsonline.dk.
En egenfinansieret rejse mod investorpenge
Det er en lang rejse, som Cylindo teamet har været på, og hele vejen indtil nu har de været selvfinansieret. Nu har teamet lukket en investeringsrunde, så de kan træde endnu hårdere på speederen. Janus Jagd er sikker på, at netop den hurtige tilbagebetaling, samt det påviste udbytte til kunderne, har været med til at sikre den store interesse fra investorer rundt i hele verden.
“Vores tilstedeværelse i Silicon Valley har givet rigtig meget. Både i forhold til forretningsudvikling, partnerskaber med andre teknologivirksomheder og naturligvis adgangen til en risikovillig kaptial, som forstår vores marked og ikke mindst vores visioner,” fortæller Janus Jagd og fortsætter
“Nogle af millioner skal bruges til at udvide udviklerteamet i København, og lige nu er vi på udkig efter en række dygtige udviklere netop i København.”
Valget faldt på den danske business angel Christian Hjort fra Tradeshift succesen, flere investorer fra Silicon Valley virksomheder, samt et par internationale business angels.
Kloge investorpenge ind bag det danske team
Sammen med millioner i investering til den videre vækst af Cylindo, er der desuden også blevet inviteret tre super stærke danske iværksættere ind i advisoryboardet.
Det mest prominente navn i advisoryboardet er David Helgason, der er medstifter og CEO for Unity Technologies, der i dag er defacto standarden for motoren, der styrer computerspil.
Hør Trendsonline podcast #128 med investor og iværksætter David Helgason.
Udover den danske CCO i Tradeshift, Christian Hjort, er også den tidligere stifter af den sociale netværkstjeneste Memolane, Eric Lagier. Memolane med Eric Lagier i spidsen, var desuden den første iværksættervirksomhed, der rejste penge efter at have deltaget i iværksætterkonkurrencen Startup Weekend.
Med penge i ryggen fra den amerikanske venturefond Voivoda Ventures, Christian Hjort og internationale angels med erfaring fra møbelbranchen, samt et team der allerede har fået godt fat i det store marked for handel med møbler online, kan Cylindo potentielt forandre møbelbranchen. Blandt deres nuværende kunder er allerede de amerikanske møbelkæder, Turnstone og Steelcase, men også den danske møbelkæde Bolia er blandt den danske iværksættervirksomheds kunder.
Læs mere om hvordan Cylindo bygger på spiludviklingsteknologi fra Unity.
Opdateret 9.42
Tak for omtalen Daniel & Co. Vi glæder os til at fejre nyheden på fredag d. 22 august til Cylindos Sommerfest, hvor alle i startup miljøet herhjemme er meget velkomne: https://www.eventbrite.com/e/cylindo-summer-party-tickets-12205871089
Vi ses
/Janus