Arkiver

Nyheder

MinbilDinbil udvikler markedet for privat biludlejning

Siden vi sidst skrev om MinbilDinbil, har holdet fået bekræftet idéen på det danske marked og arbejder nu med at forbedre hele oplevelsen fra start til slut.

Da jeg møder Milad Avaz og Valerio Sandri fra MinbilDinbil er de lige i gang med at afrunde et møde. Siden vi befinder os på kontorfællesskabet Rocket Labs, betyder dette naturligvis, at jeg forstyrrer dem midt i en FIFA kamp.

Jeg formår at få deres opmærksomhed og efter en spændende dyst, sætter vi os ned. Jeg hiver notesblokken frem med mine forberedte spørgsmål, men jeg når ikke at stille det første, før Valerio ivrigt begynder at forklare om ideologien bag deres virksomhed.

“Se ude på gaden der. Kan du se det?”

Jeg kigger spændt ud for at se, hvilket spektakel Københavns gader byder på i dag, men jeg ser ikke noget.

“Se alle de parkerede biler. De bliver slet ikke brugt, de står der bare. Vidste du, at op til 33% af forureningen en bil producerer på hele sin levetid, produceres når bilen bliver lavet? Det er jo åndssvagt at lave så mange biler, når de bliver brugt så lidt.”

Jeg forstår med det samme, at for stifterne af MinbilDinbil handler det ikke om forretningsmodeller, spreadsheets og investeringsrunder. Da jeg læste “godt for miljøet” på deres hjemmeside opfattede jeg det som klassisk marketing speak, men det lader virkelig til at være en vigtig faktor i virksomhedens motivation.

minbildinbil_inlinebillede

Biludlejning mellem naboer
Vi har tidligere skrevet om MinbilDinbil, som du kan læse om her og her, en tjeneste, der faciliterer biludlejning mellem privatpersoner. Siden da har andre aktører tilsluttet sig udbuddet på markedet. Heriblandt har vi også før skrevet om tjenesterne Rentecarlo og GoMore. Da jeg spørger Milad om, hvad han synes om at få konkurrence, lader han ikke til at være forstyrret.

“Siden vi startede virksomheden, er vores idé blevet bekræftet af markedet. Det, at andre også er interesserede i netop dette marked, er også en meget god validering af, at vi har fat i noget. Desuden er vores største udfordring lige nu bestemt ikke konkurrence. Den er, at overbevise danskere om, at denne model af forbrug er et gyldigt alternativ til den traditionelle, hvor vi selv ejer alle de produkter, vi bruger. Netop derfor er vi glade for at se andre aktører på markedet, så vi kan arbejde med dette i fællesskab. Det er mere interessant at få kagen til at vokse, hellere end at strides indbyrdes om at få det største stykke.”

Indtil videre er MinbilDinbil blevet godt modtaget på det danske marked. Stifterne føler, at idéen er blevet bekræftet, og at de har formået at skabe gode rammer om deres forretningsmodel. Siden denne bekræftelse, har de arbejdet på at optimere hele processen for både lejere og udlejere på tjenesten.

“Virksomheden befinder sig i en meget spændende udvikling lige nu. Idéen er bekræftet, og vi har allerede et sundt antal brugere. Dette betyder, at vi nu har en masse data at arbejde med, og mængden vokser hele tiden. Vores fokus lige nu er derfor en data-dreven optimering af hele processen. Al den data, som vi indsamler om vores brugeres adfærd på platformen, er nemlig vores mest værdifulde værktøj til at gøre hele oplevelsen mere intuitiv fra start til slut.”

Det helt store inden for tech verdenen lige nu er såkalt “big data”, hvor indsamling og bearbejdning af alle tænkelige variabler bruges til at finjustere og optimere tjenester i de mindste detaljer. Det er altid spændende at se startups bruge samme koncept, omend i mindre skala, til at opnå vækst.

Her på Trendsonline er vi spændte på at se, hvor stor denne forbrugsmodel bliver. I en verden med voksende forbrug og en begrænset mængde ressourcer, kan det tænkes, at virksomheder som MinbilDinbil er pionérer for fremtidens forbrugsvaner.

Læs mere om MinbilDinbil på deres hjemmeside.